Martin Ehrensvärd

Kollektiv intelligens

Jeg lærte den kollektivt intelligente praksis af en meget inspirerende mand ved navn Finn Voldtofte, som døde i 2006. Han skrev bogen Bevidst virksomhed før han døde, men den nåede ikke at blive publiceret. Jeg har redigeret noget af den sammen i det følgende. Læs også gerne hans lille engelske skriv om magien i midten.

[Uddrag af Bevidst virksomhed, af Finn Voldtofte]

TO MÅDER AT VÆRE MENNESKE PÅ

Når bevidsthed virker gennem mennesker, kan det tage to former, dvs. der findes to måder for et menneske at fungere på – jeg kalder dem her den fede måde, og den selvfede måde.

Den fede måde bidrager med noget værdifuldt, afhængigt af hvad sammenhængen er.

Den selvfede måde bidrager med problemer, magtkamp, modstand, vanskeligheder, oplevelse af at der ikke er nok, f.eks. af tid, kærlighed, opmærksomhed, kunder, opgaver, penge.

Man behøver ikke være erkendt om hverken den fede eller den selvfede måde at fungere på – de fungerer alligevel. Alle mennesker erfarer begge måder og fungerer på begge måder. Når man fungerer på den fede måde, kan man godt huske, men ikke forstå, at man overhovedet kan fungere på den selvfede måde. Når man fungerer på den selvfede måde, kan man for det meste ikke se andet, eller acceptere ideen om, at der findes en anden måde.

Der er et bogstaveligt talt ubegrænset potentiale at hente i at blive bevidst og erkendt om disse to måder at fungere på, herunder at forstå, hvad der fremkalder skiftet fra selvfed til fed, og faldet fra fed til selvfed.

Der findes mange andre måder, det kan udtrykkes på. Men uanset hvordan det udtrykkes, så taler vi om, at erfaringen af at være menneske enten kan komme fra et sted, hvor jeg tror at jeg er min egen kilde til tanker, sindsindtryk, følelser og i sidste ende bevidsthed. Eller min erfaring af at være menneske kan være en, hvor jeg ikke har tanke for mig selv og mit, men er fuldstændigt til stede og til rådighed for det liv, der udfolder sig gennem mig. 

Jeg kan være ”ude af mig selv”, nogen gange endda ”langt ude”, hvilket oftest betyder: Ikke tilregnelig, ikke mig selv. I modsætning hertil kan jeg selvfølgelig også ”være hjemme hos mig selv”. Hjemme hos mig selv – ude af mig selv. Den fede måde – den selvfede måde. Det svinger – jeg går i selvsving. Jeg er til stede – jeg er selvoptaget. Oplyst – formørket.

...

BEVIDSTHED I STIVNET JEG-FORM

Den formørkede, ”ude af mig selv”-form for væren i bevidsthed er resultater af det, der i vedisk filosofi kaldes for intellektets fejltagelse: Jeg tror, at kilden til bevidsthed, intelligens, tanker er i mig, udgår fra mig. Deraf opstår jeg-identitet, som er min oplevelse af, at jeg er adskilt fra verden, og at jeg bor i min krop. Der er et jeg herinde og noget andet derude. Når først det 'jeg' har fået sit eget liv, så vil det også gøre alt hvad det kan for at bevare det og vokse. Deraf kommer begær – ønsket om at få noget, at opnå noget, og frygt – angsten for at miste. De to ting, begær og frygt, er primære motiverende kræfter, når livet udtrykker sig på den selvfede måde. Kontrol og magt bliver naturlige midler at opsøge.

...

Men i den fede tilstand er der ingen problemer. Ordet ”problemer” eksisterer, men der er ingen oplevelser af problemer. Der mangler ikke noget. Der er ingen tid, kun ét nu. I den tilstand ved man ingenting overhovedet, men er i evnen til at kunne vide lige netop det, der er brug for i hvert opstående nu. Vejen baner sig selv, præcis i samme øjeblik som hvert skridt tages. Svar på spørgsmål viser sig i det omfang, man er i stand til at erkende spørgsmålene. Der er ingen adskilthed, jeg er ét med det, jeg gør. Hvis det, jeg gør, er noget jeg gør sammen med andre mennesker, så oplever vi os som én organisme, som ét væsen, der handler gennem flere kroppe, ser med flere par øjne. Jeg mister ikke mig selv i det, det er ikke en sammensmeltning med andre. Det er et ophør af at erfare adskilthed. I den oplevelse er jeg faktisk mere mig selv, end jeg nogensinde ellers er.

Vanskeligheden ved denne erfaring af den fede måde at fungere på er, at i samme øjeblik jeg begynder at reflektere over det, i samme øjeblik jeg begynder at overveje om jeg ser adskilthed eller enhed, i samme øjeblik jeg spekulerer på, om der er flow i mit virke, fra det øjeblik er jeg ude af mig selv – i betydningen: går i den stivnede selvoptagne jeg-form. Og der ser verden helt anderledes ud. Der findes problemer. Der mangler tid og meget andet. Der er der mig og de andre eller det andet. Der er der ting, jeg er bange for, og ting jeg ønsker mig at opnå. Der er verden med mig eller i mod mig. Der er livet en kamp.

KVANTESPRINGET

Den fede måde og den selvfede måde er to væsensforskellige tilstande, to væsensforskellige former, bevidsthed kommer til udtryk i mit liv. De fører til vidt forskellige erfaringer af, hvad livet er. De to erfaringer kan ikke rummes i hinanden. Der er et kvantespring mellem de to tilstande, dvs. der er ingen overgangsfase og ingen mellemtilstand. Enten er man i den ene tilstand, og erfarer verden, som man gør der, eller også er man i den anden tilstand, og erfarer verden på en måde, der nærmest fuldstændig modsiger den første erfaring.

De fleste kan godt, når de tænker efter, forbinde med at have disse meget forskellige erfaringer af, hvordan det levede liv er. Man kan forsøge at forklare forskellen for sig selv med at der er tale om skift i humør, eller skift i fysisk velbefindende og oplagthed, eller skift i omstændigheder. Eller man anser det for simpelthen ”uforståeligt, men det er nu sådan livet er – det går op, og det går ned”.

Hvis vi indser, at der er tale om, at bevidsthed kan udtrykke sig i vores liv på to forskellige måder, så begynder et spørgsmål at trænge sig på: Hvad er ansvarlig for eller styrende for, om det er den fede eller den selvfede måde, der er aktiv nu?

Svaret er enkelt: Jeg er ansvarlig. Det er mit valg, og det er en konsekvens af, at jeg er udstyret med fri vilje og evne til at vælge. Jeg vælger at forlade min selvoptagne position og stille mig til rådighed, og jeg vælger det, når jeg holder op med at være til rådighed og bliver optaget af mig selv. At indse dette – at jeg vælger, hvordan bevidsthed udtrykker sig igennem mig – har frigørende virkning. At indse det medfører også et ansvar, som kan være større end nogle bryder sig om at have – et ansvar for sig selv, sine handlinger, sine valg, og i sidste ende for sin erfaring af det levede liv. Mange vil gerne have friheden, men undviger ansvaret. For at få det til at hænge sammen, så kan man nemt falde i at mene, at jeg ”i virkeligheden” ikke vælger, at andre og andet vælger for mig, at jeg er udsat for omstændigheder, som gør det svært, at gøre det rigtige. Når jeg er selvoptaget, anser jeg mig som et offer for omstændigheder, og det kan jeg jo ikke have noget ansvar for. 

Det kan virke nådesløst at hævde: Jo, du har et ansvar. Du har et ansvar for at stå ved, at uanset hvilken situation, du nu er i, og uanset hvordan, du er kommet i den situation, så kan du nu vælge. Og hvis du er vågen for forskellen mellem at være fed og være selvfed, og hvis du indser, at lige nu er du selvfed, så har du både mulighed for og ansvar for at vælge noget mere livsfremmende. Det kan virke nådesløst, men på en måde kan man sige, at det er selve nåden: At vi kan vælge det fede liv. Valget er ikke afhængigt af nogen eller noget andet. Valget kan kun træffes af dig. Valget kan altid træffes lige nu!

SE HELE BILLEDET

Nøglen til at kunne tage ansvar er at kunne se hele billedet, at kunne se begge måder at fungere på, både den fede og den selvfede, og at forstå det kvantespring af et valg, der er imellem de to. Det er en opvågnen, og det kan være krævende som at stå op om morgenen efter en kort nat. For de fleste er det udfordrende og krævende at se hele billedet. Måske kan det blive lettere, hvis vi ser hele billedet gennem nogle ”vinduer” - nogle velkendte aspekter af vores livserfaring.

Jeg har allerede nævnt den selvoptagedes oplevelse af at være et offer for omstændigheder. Det er den ene side af hele billedet. Den anden side af billedet er ansvarlighed, at stå ved og tage ansvar for alt hvad jeg ved, jeg er, siger og gør. Kan du genkende de to sider i dig? Kan du forbinde med, at du nogle gange ser dig selv som offer for omstændigheder, og at du andre gange ser dig selv som en, der kan tage ansvar? Kan du også forbinde med, at du ikke altid ser dig selv som offer for omstændigheder, og at du ind i mellem handler uansvarligt? Så ser du igennem et aspekt af hele billedet. Du ser forskellen mellem, om du er utilregnelig eller om du er pålidelig, og den afhænger af, hvad du vælger.

Kender du til at være bekymret, over dine børns ve og vel, over din familie, over nødlidende i verden, over verden? Kender du til i stedet for at være bekymret, så at have indlevelse i andre menneskers situation. Så ser du hele billedet gennem vinduet ”bekymring-indlevelse”.

Jeg kan tro, at jeg er mine tanker, og at jeg er styret af mine følelser. Eller jeg kan opleve mig som vidne til mine tanker og vært for mine følelser. Endnu et vindue at se ind til hele billedet igennem.

Jeg kan være dømmende; og jeg kan være accepterende af det, som er. Jeg kan optræde med arrogance og selvoptagethed; og jeg kan optræde med ydmyghed og omsorg. Jeg kan opleves som tung og træg, og overfladisk i min tankegang; og jeg kan opleves som en, der har lethed, og samtidig dybde eller bund i, hvad jeg siger.

Jeg kan føle, at jeg er fanget, sidder fast, at det, jeg gør, bevæger sig i et stop-go mønster; og jeg kan føle mig fri, og opleve, at der er flow i det, jeg gør. Jeg kan vente på noget, og se tiden gå; og jeg kan være fuldt til stede i et tidløst nu. Jeg kan opleve mig adskilt fra verden; og jeg kan opleve mig ét med alt. Jeg kan være ude af mig selv; og jeg kan være hjemme hos mig selv.

Men jeg kan ikke være begge ting på samme tid. Og det er ikke kun én af siderne, der er aktiv i mit liv; den anden side er der også.

Kan du se hele billedet?

HJÆLP TIL AT SKIFTE FRA SELVFED TIL FED

Når vi ser hele billedet og ved, at vi har et valg, hvis vi er faldet i den selvfede måde at fungere på – så er det godt begyndt. Men der skal mere til. Jeg skal vide, hvordan jeg kan lave skiftet. Jeg skal også vælge at bruge min viden. Og i sidste ende skal jeg gøre det – skifte. Det skal jeg gøre igen og igen og igen....

Jeg kender til to ”tricks”, der hjælper til at skifte fra den selvfede til den fede måde at fungere på.

Det ene trick er helt enkelt: Hvis det, du gør lige nu, ikke holder, så hold op med at gøre det. Det holder ikke, hvis du kæmper, hvis det drejer sig om at få ret, hvis du ser problemer, som skal løses, hvis der mangler noget, hvis det er de andres skyld, eller hvis du synes, du er for ringe – eller for god – til at gøre det, der skal gøres. Så stop. På samme måde som hvis du kører rundt og leder efter vej, og du pludselig opdager, at du kører i den forkerte retning, så fortsætter du ikke med at køre videre i den forkerte retning. Så stopper du. Og så kan du ændre retning.

At trække vejret roligt en ekstra gang kan være netop det stop, der skal til. Eller luk øjnene i et par sekunder, og mærk, hvad du end mærker. Hold en pause i mødet. Tag en lur. Sov en nat. At stoppe med at gøre betyder at være stille. Vær stille – indtil du er kommet til dig selv, for du har været ude af dig selv.

Det hjælper at have en meditationspraksis, dvs. en daglig rutine med en velkendt og velforstået måde at meditere på. Med meditation mener jeg en systematisk proces, hvorved sindets aktivitet gradvist stilnes, indtil selv den fineste mentale aktivitet transcenderes eller overskrides, og kun kilden til mental aktivitet, bevidsthed i sin rene form, er tilbage i opmærksomhedens forgrund. Der findes mange meditationsteknikker. I denne sammenhæng er det ikke afgørende, hvilken teknik, du bruger; det afgørende er, at du faktisk gør det. Hvis du allerede har en meditationspraksis, så brug den – tag den alvorligt.

Den daglige erfaring med meditation betyder, at du får lettere og lettere ved at etablere forbindelse med det i dig selv, der er stille. Det betyder også, at du i det mindste et par gange om dagen starter med at fungere på den fede måde – for det naturlige valg, når man kommer fra en periode af stilhed, er at stille sig til rådighed for bevidsthed i sin frie form. 

Det andet trick er også enkelt: Genforbind med dit store ”JA!” Jeg tænker på det ja, du har sagt til at være til rådighed i livet og for livet. Og hvis du ikke allerede har gjort det, på en dyb og afgørende måde, så har du sandsynligvis en oplevelse af, at der mangler mening med dit liv, og så må du finde ud af, hvilken mening, du forbinder med. Hvad er du til rådighed for? Hvad er din mission? Hvad forpligter du dig på, som ikke drejer sig om dig, men som rækker ud over dig selv?

Hvis du virkelig har forpligtet dig selv på en sag eller et virke, der rækker ud over dig selv, dvs. hvis du sandt er i forbindelse med din mission, så kan du ikke forblive i den selvoptagne måde at fungere på, når du genforbinder med det ja, du en gang har sagt til din mission. Så når du bliver opmærksom på at du er faldet i selvfed, så husk på det, der for dig er den større sammenhæng, husk på dit højeste perspektiv – og stil dig nu igen til rådighed for det.

Hvis missionen eller sagen eller perspektivet blot er til klædelig søndagsbrug, så er det selvoptaget pseudo-mission. Jo større perspektiv, du forbinder med, og jo sandere og dybere du gør det, des vildere udfordring kan du tage. Så vidt jeg ved, kan man ikke snyde med det – er du virkelig på mission, eller tager det sig bare godt ud?

BEVIDSTHED PÅ ARBEJDE

Når vi som mennesker virker sammen, kan også samvirket svinge eller gå i selvsving. Resultatet er virksomhed, der engagerer bevidsthed i sin frie, udfoldende form, eller virksomhed, hvor bevidsthed udtrykker sig i en stivnet form. Fed og selvfed virksomhed.

Man kan i nogle virksomheder møde et udsagn som ”vi ku’ ha’ det så godt her i virksomheden, hvis vi ikke hele tiden blev forstyrret af kunder”. Formentlig er det mest sagt for sjov. Men det peger på den ”fejltagelse”, der udgår fra det selvoptagne jeg: Verden er imod mig, kunder er et problem. I samme kategori er opfattelsen, at den dybe mening med at en virksomhed eksisterer er, at der kan være en arbejdsplads til mig. Den dybe mening med at kunder findes, er at vi kan have noget at lave.

En virksomhed, der ved, hvad den gør, er i forbindelse med og erkendt om meningen med virksomheden. Det gør det muligt for mennesker i virksomheden at ”melde sig ind”, dvs. tage stilling til, om de kan finde forenelighed mellem egen mission, og det at stille sig professionelt til rådighed for virksomhedens mission. Så kan virksomheden komme til at bestå af mennesker, hvorigennem bevidsthed virker i sine frie, udfoldende form – det er bevidst virksomhed.

...

PERSONLIGE PRAKSISSER, DER BANER VEJ FOR MAGIEN

At finde magien i midten, eller at engagere den kollektive intelligens i en gruppe mennesker, kræver at der sker et møde, at deltagerne evner at bringe sig til stede og at stille sig til rådighed for mødet. Det er som tidligere nævnt ikke en lille ting at kræve. Det kan menneskeligt og socialt være en stor udfordring. Derfor kan nogle praksisser, der støtter processen, være gavnlig. Her er et bud på nogle af de praksisser, jeg tror er særligt vigtige.

Med en praksis mener jeg en blanding af holdning, væremåde og handling, som jeg gennem beslutning, øvelse, gentagelse, vedholdenhed, erfaring har etableret som noget, jeg faktisk kan og gør i mit levede liv, herunder også, når det bliver udfordret. En praksis er altså væsentligt mere end blot forståelsen af, at en bestemt adfærd er hensigtsmæssig, og det er væsentligt mere end blot erfaringen fra et enkelt forsøg eller to på udleve en adfærd eller forståelse.

UNDERSØGELSE

Den første praksis, jeg vil fremhæve, er at være undersøgende. At være undersøgende kan billedligt beskrives som at gå helt ud til kanten af min viden, og derfra kigge med åbne, nysgerrige øjne på det, jeg ikke ved. For mange går der næsten automatisk, når man hører andre fortælle om noget, en tankerække i gang, der prøver at få det, der bliver bragt frem, til at passe med modeller og forestillinger, man allerede har. Det er at forsøge at holde sig i feltet af ”det jeg allerede ved”. Det kan være svært at forlade. Mennesker, der kommer fra professioner, hvor man forventes at kende ”de rigtige svar”, har af let forståelige grunde svært ved at lade sig se som ikke-vidende, som man jo er, når man er på kanten af sin viden. Det gælder typisk for rådgivere som ingeniører, jurister og økonomer - i det hele taget mennesker, som har brugt meget tid og energi på at opbygge stor viden gennem uddannelse eller lang tids joberfaring. De kan have svært ved – ikke at lægge den viden bag sig – men at bruge den til så meget mere kvalificeret at stå ved, hvad de ikke ved. 

Hvad der kommer ud af en undersøgelse kan jeg ikke vide, før undersøgelsen er ført til ende; hvis jeg på forhånd kan vide, hvad der kommer ud af en undersøgelse, så er det jo ikke en undersøgelse, men måske et forsøg på at få bekræftet forestillinger, jeg allerede har. Fordi vi ikke kan kende resultatet af en undersøgelse mens den pågår, så kan vi heller ikke meningsfuldt forholde os til, om den er ”rigtig eller forkert”, om det, der kommer ud af den er ”godt eller skidt”, om vi kan bruge resultaterne til noget, eller hvad vi kan bruge dem til. Vi kan heller ikke vide, hvor længe en undersøgelse varer – men måske ved vi, hvor meget tid vi kan eller vil give den – og derfor kan vi heller ikke have meninger om, hvor lang tid den mindst eller højst må tage. Så hvis jeg er optaget af at få afgjort om noget er rigtigt eller forkert, om undersøgelsen fører til noget godt eller skidt, eller af hvad jeg kan bruge undersøgelsen til, eller om der er for meget eller for lidt tid til den – så er jeg ikke længere undersøgende.

Hvis jeg skal kunne være undersøgende når jeg forholder mig til et givet tema, så skal jeg være villig til at give undersøgelsen tid og opmærksomhed for undersøgelsens egen skyld, og være villig til at blive i en frugtbar, men ikke altid bekvem tilstand af uvidenhed, usikkerhed, forvirring, søgen. Hvornår er undersøgelsen så slut? Ofte giver det sig selv, fordi en ny klarhed eller nye sammenhænge pludselig opstår, og alle i gruppen ved det, og man er spontant gået over til at drage konsekvenser og træffe beslutninger. Undersøgelsen har nået et plateau, hvor klarhed (for nogen tid) har afløst forvirring, og handlekraft (for nogen tid) har afløst søgen. Men hvert nået plateau kan også være startstedet for en yderligere fordybet undersøgelse. Det vil være et valg, der skal træffes: Stoppe her, eller give mere tid og mere opmærksomhed af hensyn til muligheden for en yderligere fordybelse. Nogle gange stopper en undersøgelse, fordi der blandt deltagerne er nogle, der bliver for udfordret af undersøgelsens åbne og uforudsigelige form. De bliver udfordret ud over, hvad de er villige til lige nu, og går ud af undersøgelsen, ved f.eks. at tale for at ”nu skal vi se at have nogle resultater på bordet”, eller ”nu har vi ikke tid til det her mere”. Og nogle gange stopper en undersøgelse, fordi den tid, vi har valgt at sætte af til den, er gået.

Undersøgelse mestres som praksis, når jeg i princippet kan forholde mig undersøgende til alt – dvs. i forhold til alt være åben, nysgerrig, spørgende, søgende, hele tiden bevægende mig ad en vej, der opstår for hvert skridt, der tages. 

STRÆK

Hvis undersøgelse er at stå på kanten af min viden og derfra se på det, jeg ikke ved, så er den næste praksis, stræk, at tage modige skridt ind i det, jeg ikke ved. Stræk som praksis er at tage skridt, der rækker længere, end jeg hidtil har troet, jeg kunne, at gå ud over det, jeg allerede kan eller ved, at jeg tør. Stræk kræver mod, for hvis det virkelig er et stræk, så er der en reel risiko for, at det skridt, jeg tager, ikke lykkes, ikke opnår sit formål, ikke bliver forstået. For mig er et godt billede på stræk den situation, at stå sammen med en række andre drenge i en danseskoles øvelokale over for en række af piger ved den modsatte væg. Hver dreng skal gå over gulvet og ved at bukke for én af pigerne vælge en dansepartner til denne time. Jeg kan vælge hende, som jeg kender i forvejen, og som jeg ved gerne vil danse med mig, eller jeg kan finde modet og gå over til hende, som mit hjerte banker vildt for, men som jeg de sidste fire gange alligevel ikke gik hen til. Den dag jeg endelig gør det – det er et stræk; hvert skridt på den korte tur over gulvet tages med bevidstheden om, at nu går jeg ud over det sædvanlige, det selvfølgelige, det lette, det, der kommer af sig selv.

At strække sig er et valg. Det sker ikke, uden at jeg vælger det. Hvert nu, hver situation jeg er i, hvert møde med andre mennesker rummer muligheder for stræk. Hvis jeg tror, jeg skal vente på, at særlige muligheder for stræk tilbyder sig, så er det blot en måde at vælge ikke at strække mig nu.

BIDRAGE ELLER BLIVE SET

Den tredje personlige praksis drejer sig om at være åben for at kigge på, om min måde at være tilstede i en undersøgelse med andre, min måde at bidrage på, den måde jeg forholder mig til og reagerer på, hvad andre bidrager med, om den måde er informeret af hensynet til sagen, det vi undersøger eller arbejder for, eller om min væremåde er informeret af optagethed af mig selv.

Jeg beskrev tidligere, hvordan bevidsthed kan udtrykke sig på to måder i vores liv: I en fri, udfoldende form, og i en stivnet jeg-form – den fede måde, og den selvfede måde. Den selvfede, stivnede form er den, der kommer af optagethed af sig selv. Denne skelnen kan man være mere eller mindre vågen for og erkendt om, og det er i sig selv en betydningsfuld ting, når det drejer sig om at udfolde bevidsthed i sit virke. Men for at vi kan deltage i og medvirke til at engagere magien i midten af en undersøgelse, så er det som praksis tilstrækkeligt, at vi accepterer spørgsmålet: Gør jeg det, jeg gør; siger jeg det, jeg siger; bidrager jeg som jeg gør for at blive set, hørt, forstået – dvs. drejer det sig i virkeligheden om mig – eller gør jeg det, jeg gør for at bidrage til den fælles undersøgelse – dvs. drejer det sig om sagen? Gør jeg det, jeg gør, for at blive set eller for at bidrage?

Pointen er, at svaret på dette spørgsmål ikke i sig selv er så vigtigt; det kan jo også være svært at afgøre og kende alle sine motiver til handling. Men hvis jeg blot er villig til at acceptere spørgsmålet på mine egne vegne, så er det i praksis ofte nok til at kalde mig frem i den fede måde af fungere på.

Når det kommer til personlige praksisser, der baner vej for magien i midten, kan udøvelsen af dem sammenfattes i at stille sig selv tre spørgsmål:

Er jeg undersøgende?

Strækker jeg mig?

Gør jeg det, jeg gør, for at bidrage eller for at blive set?

Det afgørende er ikke, om svaret er ja eller nej; det vil iøvrigt formentlig skifte hele tiden – der vil være perioder, hvor jeg falder ud af at være undersøgende, og der vil være perioder, hvor jeg evner at forholde mig undersøgende. Det afgørende er, om jeg er åben for spørgsmålene, om jeg accepterer spørgsmålene som relevante for mit vedkommende. Som en del af en fælles praksis kan man af og til stoppe op, minde sig selv og hinanden om spørgsmålene, og evt. dele sine refleksioner over spørgsmålene. Hold din reflektion til at være om dig selv. Hold dig fra at reflektere på andres evne til at være undersøgende.